Dunning-Kruger i driften: Om stivstikkere, ildsjæle og manglende overskud
Det starter næsten altid med et velkendt mønster.
En opgave skrider i svinget, et leveranceprodukt rammer ved siden af skiven, eller en deadline må skubbes for tredje gang. I kalenderen udløser det hurtigt den klassiske refleks: "Vi må hellere lige tage et kort statusmøde."
Nogle uger senere sidder I i det samme lokale til "statusmøde nr. 4" (som i virkeligheden atter er et “genforhandlingsmøde”, men “status” lyder mere proces-agtigt og med vilje). Opdragsbeskrivelsen revideres, der tilføjes to nye skabeloner, nogle tegner nye tegninger på tavlen og alle nikker pænt. Men når det færdige arbejde afleveres, mangler den faglige tyngde og helhedsforståelse stadig.
I moderne organisationer er det blevet kulturelt legitimt altid at søge forklaringen i "dårlig opgavestilling", "uklar kommunikation" eller "mangel på ledelsesmæssig tydelighed". Men lad os være helt ærlige. Hvis erfaringen, domæneindsigten og kompetencerne reelt var til stede, var de afklarende spørgsmål blevet stillet i rummet under møde 1.
Så lad os straks slå en tyk streg under en vigtig nuance: At være "afklarende" må aldrig forveksles med at være en bureaukratisk stivstikker. Der findes medarbejdere og ledere, der stiller uendelige, firkantede spørgsmål og stiller sig på tværs i en sådan grad, at al fremdrift dør. Det er blot den modsatte side af samme mønt. For utilstrækkelig faglighed fører direkte til mangel på overblik, mangel på overskud og mangel på pragmatisme/faglig fleksibilitet.
Regelrytteri og destruktiv pedantik handler sjældent om faglig grundighed, men om usikkerhed. Man forlanger 100 % firkantede svar, fordi man mangler den faglige ballast til selv at navigere i et løsningsorienteret rum.
En fagligt stærk medarbejder eller leder udviser smidighed, skaber fremdrift og ved hvornår en opgave er "god nok". Vedkommende afkoder de reelle faldgruber på forkant uden at forvandle møde 1 til en pedantisk afsporing.
Når den faglige ballast mangler, opstår der usikkerhed. Og når usikkerhed rammer arbejdspladsen, aktiveres en af psykologiens mest veldokumenterede forsvarsmekanismer: Dunning-Kruger-effekten.
Hvad er Dunning-Kruger-effekten?
Dunning-Kruger-effekten er en kognitiv bias, hvor personer med et lavt kompetenceniveau eller manglende domæneindsigt overvurderer deres egne evner. Fordi de mangler den grundlæggende faglighed, mangler de samtidig den meta-kognitive kapacitet, der skal til for at indse, hvor meget de reelt ikke ved.
Dunning-Kruger udspiller sig i to yderpunkter: Enten er man overmodig og blid for kompleksiteten, eller også bliver man firkantet, handlingslammet og stivstikkeragtig, fordi man mangler overskuddet til pragmatisme.
Her er tre meget velkendte og drænende hverdagsmønstre fra danske arbejdspladser:
1. Lederen uden faglighed: "Du er dårlig til at kommunikere!"
Vi kender allesammen parolen: En leder skal lede og ikke være specialist. Det er rigtigt langt hen ad vejen. Men problemet opstår, når en leder – trods manglende domæneindsigt – hårdnakket insisterer på at forstå og kontrollere komplekse fagområder.
Fordi lederen mangler den faglige rygrad og det overordnede overblik, mangler vedkommende overskuddet til at være pragmatisk. Når den faglige specialist afleverer sit dybdegående notat, rammer lederen sit eget kognitive loft. I stedet for at udvise domæneforståelse og sige: "Det her felt har jeg ikke den faglige baggrund til at gennemskue – hjælp mig med at forstå hovedpointen, og hvad du skal bruge fra mig", udløser usikkerheden et angreb på budbringeren: "Du skriver alt for indforstået!" "Du er simpelthen for dårlig til at kommunikere svært stof!"
Her bruges "kommunikationsfejlen" som en bekvem skammekrog. Lederen kan ikke se sit eget faglige underskud og gør sin egen manglende kontekstforståelse til medarbejderens pædagogiske fiasko. Specialisten ender som lynafleder for chefens usikkerhed, og organisationen spilder tid på at omskrive krystalklare faglige fakta for femte gang. Alt mens specialisten ugentlig blive låst fast i en rolle som utilstrækkelig.
2. Den overmodige "do-er": Fylder det hele og smutter før tid
Vi kender alle den overmodige ildsjæl. Vedkommende kommer med god energi og erfaring fra et urelateret job og antager fejlagtigt, at deres erfaringer ubesværet kan overføres til det nye felt ("arbejde er vel bare arbejde").
Fordi de mangler domæneindsigt og respekt for det faglige håndværk, er de blinde for kompleksiteten. De stiller ingen undersøgende spørgsmål under overdragelsen, men ruller direkte ud i felten. Når de oplever, at erfarne fagfolk tøver for at sikre kvaliteten, bliver ildsjælen reaktiv og aggressiv: "Der sker for lidt her! I tøver for meget og er ikke modige. Det skal bare gøres!"
Når opgaverne efterfølgende rammer ved siden af skiven, eller når det reelle, seje træk starter, mangler ubestandige ildsjæle den faglige og personlige vedholdenhed. De smækker med døren og stopper før tid med begrundelsen:
"Organisationen er ikke seriøs nok!" "Det rykker alt for langsomt herinde!"
Resultatet? Organisationen har spildt enormt meget tid og ledelseskapacitet på en ildsjæl, der fyldte alt for meget i rummet, men ingenting leverede. Tilbage står de faglige medarbejdere med et kæmpe oprydningsarbejde og et organisatorisk rod, der tager måneder at udbedre.
3. Den ubestandige medarbejder: "Jeg bliver konstant forbigået!"
Det tredje mønster handler om medarbejderen, der kun har været i virksomheden i et halvt år, men konstant udtrykker dyb frustration over ikke at blive forfremmet, involveret i strategiske projekter eller tildelt en finere seniortitel.
Vedkommende leverer sine grundlæggende opgaver, men lever under den illusion, at hurtige resultater og ambitioner i sig selv berettiger til næste niveau. Når forfremmelsen udebliver, reagerer vedkommende med forurettethed: "chefen kan ikke lide mig", eller "de anerkender ikke mit store talent".
Hvad medarbejderen mangler modenheden til at forstå, er, at tøvende ledere ikke bare kigger på tekniske færdigheder. Erfarne ledere kigger på personlig og adfærdsmæssig robusthed samt organisatorisk pragmatisme.
Ingen kompetente ledere investerer strategisk i, involverer eller forfremmer medarbejdere, der endnu ikke har vist, at de er stabile over tid og i stand til at samarbejde smidigt på tværs. Hvis en medarbejder enten udviser rigiditet, truer med at skride eller udviser for store følelsesmæssig drama, udgør vedkommende en risiko for driften.
Tøven fra ledelsen handler ikke om manglende anerkendelse. Det handler om, at medarbejderen endnu ikke har bevist sin faglige og personlige modenhed under pres.Menneskeligt overskud kræver både faglig højde og pragmatisk smidighed
Stabilitet og domæneforståelse er key
At lade som om alle kan alt, eller at acceptere bortforklaringer om "dårlig opgavestilling" eller "for langsomme processer”, er en bjørnetjeneste mod både organisationen og den enkelte.
Når kompetencegab kombineres med manglende udholdenhed og manglende pragmatisme, opstår der et unødigt slid på de nøglepersoner, der reelt bærer den stabile drift.
Hos ASPIRING arbejder vi med at skabe ægte kompetenceoverskud og strategisk arbejdsro gennem tre præcise nedslag:
Vi tester kompetencen på timingen og adfærden: Blev de væsentlige, dybe spørgsmål stillet i rummet under møde 1, eller opstod "behovet for genafklaring" først som en reaktiv forsvarsmekanisme, da opgaven kiksede? Og udvises der reel pragmatisme eller blokerende stivstikkeri?
Vi kortlægger de faglige snitflader (Skills Gap Analyse) og skærer igennem antagelser. Det sikrer, at medarbejdere og ledere kun træder ind i opgaver, hvor de har forudsætningerne for at levere varen og udvise det nødvendige overskud.
Vi måler den reelle personlige og organisatoriske modenhed gennem valideret erhvervspsykometri som NEO-PI-3, hvor vi afdækker kandidatens reelle adfærdstræk, stresstærskel, samvittighedsfuldhed og udholdenhed under pres. Det giver et objektivt datagrundlag for at vurdere, hvem der har den reelle robusthed og fleksibilitet til at løfte strategisk ansvar.